Brugernavn: Kodeord: Auto: Send mig et nyt kodeord

Dynasty Warriors 6

17. april 2008 15:24
KOEI og Omega-Force har endnu engang givet os muligheden for at drage tilbage til det tredje århundredes Kina i selskab med enorme hære og navnkundige helte. Denne sjette titel i serien er KOEI’s første Dynasty Warriors, der er specifikt udviklet til den nuværende generation af konsoller. Spillet er tilgængelig på både Xbox 360 og PlayStation 3, vi har her været en tur rundt om Xbox 360 versionen.

Spillets historie er, som i de tidligere Dynasty Warriors spil, baseret på den halvautentiske bog ’De tre kongerigers romance’, skrevet af Luo Guanzhong i det fjortende århundrede. Bogens hændelser skildrer de tre kongedømmer Wei, Shu og Wus indbyrdes strid om magten, da Han imperiet begynder at vakle omkring år 200. Bogen bruges desværre kun meget overfladisk og giver det absolutte minimum af forståelse for, hvorfor man drager rundt i Kina og udkæmper slag efter slag.



I Dynasty Warriors tager man rollen som general hos en af de tre stridende fraktioner. Man befinder sig på slagmarken blandt hundredvis af soldater, der udkæmper massivt anlagte slag. Spillet er i bund og grund et traditionelt tredjepersonskampspil, hvor man i nærkamp egenhændigt udraderer tusindvis af fjendtlige soldater. Slagene i Dynasty Warriors er imponerende og kan blive vældigt intense, da man tit kæmper mod tre-firehundrede fodtudser og ti generaler på en gang.

Dynasty Warriors kan spilles på tre måder; kampagne, frit spil eller minispil. I kampagnedelen er der fra start adgang til ni generaler og flere bliver tilgængelige, som spillet skrider frem. Generalerne er ret forskellige, og der bør være en kampstil og et kongedømme for enhver smag. Når man har valgt sig en general, er det udelukkende et spørgsmål om at hoppe på sin hest, tage favoritvåbenet under armen og så ellers kommer i krig. Hvis man har svært ved at klare en bane under kampagnen, er der hjælp at hente i det frie spil, som hovedsageligt bruges til at forbedre generalernes evner og styrke. Minispillene er uinteressante småopgaver, der er fuldstændig blottede for ideer eller spænding. To spillere kan hjælpes med at gennemføre banerne via delt skærm, og dette fungerer upåklageligt. Online er der kun adgang til topscorelister, hvilket må siges at være en klar mangel, da en god online flerspillerfunktionalitet kunne have tilføjet noget tiltrængt variation.



Slagmarken er typisk opdelt med forskellige borge og befæstninger, hvor de fleste kampe udspilles. Der er ikke den store variation i designet, og når man har gennemført fire-fem baner, har man set hoveddelen af ideerne i Dynasty Warriors 6. Kampenes overordnede forløb er i nogen grad bestemt af forudbestemte begivenheder, men på trods af dette er slagene i Dynasty Warriors særdeles dynamiske. Kampen bølger frem og tilbage, og din hjælp er tit efterspurgt flere steder på en gang.

Kampsystemet i Dynasty Warriors 6 er simpelt og effektivt. Almindeligt angreb udføres med en enkelt knap, og så længe man nedlægger modstandere uden pause bliver ens kombinationer automatisk mere og mere udførlige og effektive. Antallet af kombinationer og deres vildskab bestemmes af det ’Renbu’ niveau, din kriger er optrænet til at have. Der er adgang til lidt flere kampfunktioner, hvor specielt det uimodståelige Musou-angreb skal bruges rigtigt. Kampteknikken er utrolig hurtigt lært, og allerede efter fem til ti minutter har man opnået fuld fortrolighed med de fleste aspekter.

Dynasty Warriors har et letforståeligt og overskueligt forbedringssystem, hvormed generalerne kan udvikle deres evner efterhånden som de stiger i erfaring igennem spillet. Erfaringspoint optjenes primært efter, hvor mange modstandere der nedkæmpes på kampskuepladsen og om det lykkes at udføre nogle af de sekundære mål på banerne. For hvert niveau en general stiger, gives der ét point, der kan bruges til at forbedre basale egenskaber eller købe nye specialangreb o. lign. Hver general har omkring halvtreds forbedringsmuligheder, der er arrangeret i en træstruktur og derfor skal indkøbes i en bestemt rækkefølge.



På trods af, at banerne ikke flyder over af opfindsomhed, og man i store træk udfører den samme mission om og om igen, så er Dynasty Warriors kæmpestore slag faktisk ret underholdende at give sig i kast med. Der er en næsten hypnotisk tilfredsstillelse i at pløje sig igennem hundredvis af ansigtsløse modstandere, der fjernes med næsten nedladende overlegenhed. Det er simpelt på samme måde som Gauntlet, men er tilfredsstillende på et helt grundlæggende niveau.

Selv når man tager Dynasty Warriors store slag med rigtig mange aktører i betragtning, er grafikken i spillet stadigvæk ikke fuldt acceptabel. En svaghed er tegnedybden, som ikke er imponerende. Fjender, landskab og andet springer ind på slagmarken nærmest vilkårligt, og dette virker fra tid til anden forstyrrende. Sammenlignet med andre Xbox 360 titler er banerne ikke særligt imponerende med meget lidt rigdom i texturer og tilnærmelsesvis ingen brug af specialeffekter. Spillets generaler er det eneste rigtige grafiske lyspunkt, de er dynamiske, farverige og ikke mindst vidt forskellige med hver deres stil.

Musikken i Dynasty Warriors er hårdtpumpet masseproduceret speedmetal anno 1985 af den skingre og tinnitusfremkaldende slags, derfor på med egen musik så hurtigt som muligt! Effekterne er rammende og leverer en god del af spillets energi under de til tider ret kaotiske kæmpeslag. Stemmeskuespillet er som taget fra de billigste synkroniseringer af kinesiske kung-fu film. Brovtende og gutturale engelske mandestemmer forsøger uformående at formidle storladne replikker, mens kvinderne overdrevet feminint og sukkerdryppende pludrer løs.



Med et godt udvalg af slagpladser og et bredt udvalg af generaler med mange udviklingsmuligheder, ja så er der masser af timers potentiel underholdning i Dynasty Warriors 6. Hvorvidt man får prøvet hele Dynasty Warriors afhænger helt af, hvor længe man kan bibeholde interessen for spillets forholdsvis simple indhold og design. For uanset hvilken general man spiller og hvilket slag man er i gang med, så handler det om at meje så mange modstandere som muligt ned og indtage den ene efter den anden forskansede stilling.

Med de opdateringer i spilindholdet, der trods alt er blevet plads til, sammenholdt med den forbedrede grafik, så har fans af Dynasty Warriors og genren ikke meget at betænke sig på. Hvis man foretrækker actionspil med dybde, variation og indholdsrig historie, så vil Dynasty Warriors hurtigt blive for ensidigt og overfladisk.


Screenshots
Screenshots (29)
Flere screenshots


  Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Spilinformation


Release dato:
07/03/2008

Platform:
Xbox360

Se spillets website


Markedet


Køb spillet her!


Annonce:

Karakterer


Gameplay
6.2/10

Grafik
6.1/10

Lyd
5.4/10

Holdbarhed
6.3/10

Online
0.0/10
 

Overall


Annonce:
 
Copyright 2004, 2005, 2006, 2007, 2008 CONSOLE.DK | Politik om personlige oplysninger