MySims Kingdom
7. december 2008 11:23
Normalt når man siger Sims, så tænker man på de klassiske PC spil, hvor man var dukkefører for ens eget lille dukkehus. Dog tager serien en helt ny drejning med MySims Kingdom til Wii, og det er ikke kun anderledes, det er også sjovt.
MySims Kingdom handler om, at den gode konge engang for mange år siden havde en række tro tjenere, som alle bar på en magisk stav. Staven gav dem muligheden for at hjælpe andre sim’er og gøre deres liv bedre. Men med tiden rejste de tro tjenere ud i verden eller døde, og uden nogen til at håndtere de magiske stave begyndte de mange sim’er i kongeriget at få et dårligere liv. Det vil kongen dog ikke have, så han indkalder til en konkurrence, hvor vinderen vil blive belønnet med en magisk stav og få til opgave at gøre alle sim’er i kongeriget glade igen.
Vinderen af den konkurrence er selvfølgelig ens egen sim, og pludselig er man indehaver af en magisk stav, så man kan hjælpe resten af kongeriget med at få ordnet, hvad der er gået i stykker. Man er dog ikke alene om ens eventyr, for man får selskab af ens to gode venner, som også fungerer som den komiske underholdning på eventyret. Efter man har fået samlet sit lille hold af eventyrfolk, drager man for alvor ud på sit store eventyr. Som i andre Sims titler har man også denne gang kun kontrol over sin egen person, men denne gang har man fuld kontrol. Ved at bruge nunchucken kan man navigere sin figur rundt i spillets miljøer, og med Wii fjernbetjeningen peger man på, hvem man vil snakke med. Men så snart man løfter sin magiske stav og skal hjælpe andre, så bliver gameplayet meget mere end blot det almindelige sociale Sims spil vi kender.

Med staven løftet tager gameplayet en helt ny drejning, for med staven kommer også listen over de mange opgaver, man skal give sig i kast med. De spænder over alt fra at hjælpe med at bygge huse, indrette huse, bygge broer og sågar samle en robot. Bygningsdelen foregår ved, at man med Wii fjernbetjeningen peger på de forskellige bygningsdele, man vil bruge, og derefter placerer dem med fjernbetjeningen. Bygningsopgaverne varierer mellem alt fra at bygge et hus og indrette det til at bygge et fungerende sprinklersystem og vande blomster. De fleste af opgaverne er meget linenære, men der er mulighed for at være kreativ med ens løsninger hen imod slutningen af spillet. Bygningsdelen er en stor del af MySims Kingdom, og det fungerer ganske godt med at placere ting med sin Wii fjernbetjening. Dog er det de mere kreative opgaver i spillet, som for alvor gør det sjovt, men mængden af dem er ikke så stor, og de fleste opgaver bliver hurtigt trivielle at udføre. Spillet har dog en masse charme, som bærer det en hel del af vejen og gør de trivielle ting til noget, man kan holde ud for det meste.

Grafiske er spillet også ganske charmerende at se på. Der er gjort en masse for at holde spillet i en meget firkantet og næsten Lego lignende stil. Det fungerer rigtig godt, da alle personer og miljøer man møder har en rigtig god charme omkring sig. Dog er miljøerne tit og ofte meget tomme, og man kunne ønske sig, at der var lidt mere interaktivitet og liv i dem. Det største problem ved grafikken er dog ikke i dets visuelle stil men i dets framerate, som falder på uforklarlige tidspunkter, og det kan sætte en dæmper på glæden ved spillet ret så hurtigt. Lydmæssigt er der intet, der gør, at MySims skiller sig ud fra alle de forrige Sims titler. Alle taler endnu engang det fuldkommen uforståelige Sims sprog, og musikken er let og glad igennem spillet. Hver ø man besøger har hver deres unikke lydtema, hvilket er en meget positiv ting, da man undgår at køre træt i at høre på det samme lydspor konstant. Dog er selve musikken meget anonym, og den træder aldrig rigtig frem som andet end stemningssættende baggrundsmusik. Lydeffekterne er ligeledes ret anonyme, og der er intet i den del, der rigtig skiller sig ud fra mængden. De gør dog det de skal, men der er intet imponerende ved nogen af dem.

MySims Kingdom er et af de bedre Wii spil på markedet. Det har en unik stil og tilgang til gameplayet. Det er underholdende og charmerende som få andre Wii spil er. Gameplayet har dog tendenser til at blive trivielt og kedeligt, men hvis man skal have noget at spille med familiens yngste medlemmer, så er MySims Kingdom en meget anbefalelsesværdig titel. Det der dog for alvor holder spillet tilbage fra at være et spil, der kan anbefales til de alleryngste, er sprogbarrieren, idet der ikke er dansk tekst i spillet, og det hele foregår på engelsk. Men hvis man mangler et spil at spille med de yngste, så er MySims Kingdom et spil, der meget varmt kan anbefales.
![]() |
Screenshots (10) |
| Flere screenshots | |||
|
Annonce:
|
||||||||||||||||||||||||||||||
Annonce:





