Guitar Hero: On Tour
25. august 2008 17:13
Som inkarneret fan af Guitar Hero og med mange sparepenge investeret i plastikguitarer og spil, var det med nogen skepsis, at undertegnede gav sig i kast med Guitar Hero: On Tour på Nintendo DS. Hvor tit har vi ikke set, at udgivere forsøger at sælge os en fortyndet gang makværk på de små håndholdte med titler, der slet ikke når deres storebrødre på hjemmekonsollerne til sokkeholderne.Med tiltagende konkurrence fra Rock Band, var det kun et spørgsmål om tid, inden Redoctane begyndte at kigge på de håndholdte som potentielt marked. Redoctane har endnu engang allieret sig med udviklerhuset Vicarious Visions og udgiver Activision, for sammen at prøve at skabe den ultimative Guitar Hero oplevelse til Nintendo DS.
![]() |
Simpelt men pokkers sjovt
Guitar Hero er kort fortalt et karaokespil, hvor man skal gøre sig som guitarist. Man spiller et forsimplet guitarlydspor bestående af 4 farvede ’noder’, der spilles via tilsvarende farvekodede knapper. Kan du vælge de rigtige noder og time dit anslag samtidigt med, at noderne rammer bunden af skærmen, så er en ny rockstjerne født. Såre simpelt, men ikke desto mindre fantastisk festunderholdning på hjemmekonsollerne.
Lad det være sagt med det samme, On Tour henvender sig primært til et ungt publikum. Vicarious Visions har taget grundsubstansen af Guitar Hero og kogt den godt ned. Alting er let tilgængeligt og ligetil, og ikke mindst er der lettet en del på sværhedsgraden på de letteste niveauer, hvilket passer perfekt til spillets 3+ PEGI aldersanbefaling.
On Tours hovedvægt ligger i karrieresporet, hvor man starter ud som en helt nyt ubeskrevet band, der skal ud og gøre karriere, tjene penge, udvide sang- og spillestedsrepertoiret samt opnå lukrative sponsorater. Fem forskellige spillesteder står klar til at blive erobret, mens 25 sange plus en ekstra låst sang ligger og venter på dine færdigheder på guitaren. Pengene, der optjenes undervejs, kan omsættes til nye guitarer, tøj til din guitarist og lignende grej, der løbende bliver gjort tilgængelig, typisk når man klarer sange ekstra godt.
Rock til du falder om
Udover karriere er der i enkeltspiller adgang til lidt andre spilformer, hvor Guitar Duel er den mest interessante. I Guitar Duel udfordrer du en computerstyret guitarist til kamp, hvor man undervejs i sangene skal angribe ens modstander, så han eller hun mister koncentrationen. Man kan for eksempel sætte ild til modstanderens guitar eller udskifte deres noder med bomber. Guitar Duel er et lille pudsigt indslag, men mod computeren ikke vældigt interessant i længden.
På DS får man desværre ikke en lækker plastikguitar med i pakken, men derimod et lille guitargreb, der monteres på den håndholdte. Du stikker fingre og hånd igennem en strop på bagsiden af DS’en og tager fat om gribebrættets fire knapper i bunden af DS’en. Yderligere følger der et specielt plekter med, som man bruger til at anslå noderne på den trykfølsomme skærm.
![]() |
Giv mig en guitar, vil I ikke nok?
Første gang man ser guitargrebet, kan man godt forledes til at tænke, at Vicarious Visions har begået en genistreg og fået en virkelig brillant idé. Desværre viser det sig hurtigt, at konceptet ikke helt holder vand. Det er meget svært at finde en effektiv spillestilling, der ikke også øjeblikkeligt medfører kramper og lammende smerter i fingre, håndled og arme. Selvom det ikke er decideret umuligt, at overvinde selv de sværeste sange, så er det nok de færreste af os, som brænder så meget for karaokerockmusik, at vi ligefrem finder glæde at skulle bide tænderne sammen for at udholde forkrampede lemmer, når der skal sættes en ny bedste score i Maroon 5’s This Love.
Udover det kejtede guitargreb, så fungerer On Tour forbløffende fint på DS. Kombinationen af noder på den øverste skærm og anslag af strengene på den trykfølsomme skærm fungerer upåklageligt. Starpower kan blandt andet aktiveres ved, at man råber ind i DS mikrofonen, men det må virke overvældende fjollet på ens omgivelser, når man febrilsk skriger ’stjernekraft’ i fuld offentlighed.
![]() |
Hvem har ridset grammofonpladen?
Om du vil kunne lide sangudvalget i On Tour afgøres ene og alene af din personlige smag og behag. Undertegnede fandt megen fornøjelse ved On Tours varierede og populære udvalg af musik, der ikke i samme grad som mange af de tidligere Guitar Hero titler, beror sig på hård rock.
Den begrænsede lagerplads, som DS spil har til rådighed, viser sig desværre ret markant i lyden. At få presset 26 sange ned i spillet har krævet en meget hård komprimering. Kvaliteten af musikken er mildest talt gyselig, den er fyldt med hvid støj og fremstår uklar og grynet. Enkelte steder er musikken så dårlig, at man har svært ved at høre guitarsporet, hvorved en stor del af spillets formål forsvinder.
Guitar Hero har aldrig været kendt for grafik af allerhøjeste klasse, og DS udgaven skiller sig heller ikke ud fra de andre spil i serien. Guitarister og spillesteder er - platformen taget i betragtning - ganske fint realiserede og ikke mindst vældigt godt tilpasset DS skærmen. Nodeskemaet fastholder det noget nær perfekte Guitar Hero layout, og spillet er i det hele taget grafisk fuldt acceptabelt overført til DS, hvilket må siges at være et flot resultat.
Flerspiller er understøttet via lokalt trådløst netværk. To spillere kan enten hjælpes ad, udfordre hinanden på ren rå guitarekvilibrisme i Face-off eller prøver kræfter mod hinanden i Guitar Duel. Desværre var det ikke inden for deadline muligt at få afprøvet flerspiller, da det ikke lykkedes at få vores to DS konsoller til at finde hinanden, hvilket måske kunne skyldes, at den ene udgave af spillet stammede fra USA? Med det in mente, så forvent en lidt højere holdbarhed, hvis man har adgang til en ven at spille med.
![]() |
Så blev det til Guitar Hero alligevel
Får man kringlet sin krop og DS på plads, så man ikke hindres alt for meget af det plagsomme guitargreb, er det faktisk ganske sjovt at rocke med Guitar Hero: On Tour, selvom det ikke kommer op på samme niveau som på hjemmekonsollerne. Men når det rigtigt ruller, kommer man alligevel i ’zonen’ og opnår illusionen af at spille rigtig musik. For det er uomtvisteligt et vaskeægte lille Guitar Hero spil, som Vicarious Visions har strikket sammen, uanset hvordan man har det med guitargrebets svagheder og musikkens lidt triste kvalitet.
Voksne fans vil nok forholdsvist hurtigt lægge Guitar Hero: On Tour tilbage på hylden, spillet er trods alt ikke voldsomt omfangsrigt. Men har du derimod et par unger i huset, som er lidt for små til at kunne spille Guitar Hero på Xbox eller Playstation, så er On Tour en klokkeklar bagsædebasker, der nok skal give masser af underholdning til de yngste medlemmer i familien – og hvor længe vil du så alligevel kunne modstå fristelsen for lige at skulle forsøge at slå juniors nye highscore i Black Magic Woman?
Af
Tommy Ågren
![]() |
Screenshots (11) |
| Flere screenshots | |||
|
#
1
25. august 2008 17:45 - Morten Skou
Meget sjovt spil - desværre bliver min hånd helt smadret af det allerede efter kort tid.
#
2
25. august 2008 17:55 - toa
Min kone har slået ALLE mine rekorder mens jeg var på GC08, men nu hader hun så også Blink-182 som ind i "!"#¤!§#
#
3
25. august 2008 18:02 - SoulDecapitate
Må give Morten ret, det er virkelig hårdt for hånden.
#
4
16. oktober 2008 19:18 - iHateya
Helt enig med Morten
|
Spilinformation
|
Udgiver: Activision Release dato: 18/07/2008 Platform: Nintendo DS Se spillets website |
![]() |
Annonce:
|
||||||||||||||||||||||||||||||
Annonce:









