Brugernavn: Kodeord: Auto: Send mig et nyt kodeord

Nintendo Wii

26. januar 2007 10:09
Wii har haft en masse mystik omkring sig. Siden den blev annonceret på E3 i 2003, har der været en masse mystik om den. Først hed konsollen Revolution, for Nintendo ville revolutionere og ændre måden, spil blev spillet på.

Ved Tokyo Game Show i 2005 blev controlleren dog langt om længe vist frem. I stedet for et almindeligt joystick havde Nintendo taget en af de mest almindelige ting fra vores dagligdag og gjort den til deres nye controller; en fjernbetjening.

Fjernbetjeningen kan registrere bevægelser i et 3D-rum, altså kan den registrere, om du bevæger fjernbetjeningen frem, tilbage, op, ned, eller om du drejer den og vender den i en anden retning.

Men overraskelserne var ikke slut. Nintendo fremviste også den anden del af deres nye controller; den såkaldte nunchuck, som er et analogstick, man kan tilslutte sin fjernbetjening. Nunchucken har også en sensor indeni sig, så den kan registrere bevægelser, som at blive rystet eller bevæget i en bestemt retning, men teknologien i analogdelen er dog knap så avanceret som den i fjernbetjeningen.

I dag skriver vi så 2006, Revolution har skiftet navn til Wii, og nu er den endelig på gaden. Når man pakker Wii’en ud af æsken, opdager man med det samme, at den er meget lille; den er på størrelse med 3 DVD-æsker. Indmaden i Wii minder meget om den teknologi, der blev brugt i Nintendos foregående konsol, Gamecube. Derfor fylder maskinen ikke meget, og derfor skal man heller ikke forvente at se grafik som på Xbox 360 eller Playstation 3.

Wii har heller ikke samme mulighed for at levere High Definition-billedkvalitet som Xbox 360 og Playstation 3, så derfor får man ikke helt så skarpe billeder, som på de to ovennævnte konsoller.

Første gang man tænder for sin Wii, bliver man introduceret til det såkaldte Channel interface. Hovedmenuen på Wii’en er delt op i en masse små ”tv-kanaler”. Disse kanaler har forskellige egenskaber; en kanal er Disc-kanalen, her kan du spille det spil, der sidder i din Wii - en anden kanal er Shop-kanalen, og her kan du købe gamle Nintendo, Super Nintendo, Nintendo 64, Sega Megadrive og Turbografx 16 spil.

Udover disse forskellige retrospil er det også muligt at købe forskellige software ting til ens Wii. Lige nu er det muligt at hente en gratis udgave af Opera Web Browser, som gør det muligt at surfe på internettet på din Wii.

Men udover at kunne surfe på internettet på sin Wii og spille gamle retrospil, så kan man også se, hvordan vejret er med ens Wii. Med Weather Channel kan man se, hvordan vejret er i forskellige regioner af Danmark og resten af verden.

Men hvis du hellere vil se dine feriebilleder, er dette også muligt med Picture Channel. Det er nemlig muligt at putte et SD kort i Wii’en og dermed se ens billeder på Wii’en.

Den mest interessante kanal er dog Mii Channel. En Mii er en digital udgave af en selv. Ved at åbne Mii Channel kan man skabe sig selv eller ens venner, og når du har lavet en masse Miis kan du – hvis du er online – sætte dem til at vandre på tværs af andre Wii-konsoller, så den Mii, du har lavet af dig selv, vil måske besøge andre menneskers Miis i resten af verden. Dette er dog en helt valgfri mulighed, så hvis man ikke har lyst til det, er der ingen tvang.

De Miis, man laver, kan dog også bruges til meget andet, man kan nemlig importere dem i forskellige spil. F.eks. i spillet Wii Sports, som følger gratis med ens Wii, kan man bruge sig selv i spillet, så man spiller ikke længere baseball som en eller anden tilfældig person men i stedet som sig selv.

I fremtiden vil andre spil også gøre brug af Mii-funktionen; det næste spil vil være det kommende Wario Ware: Smooth Moves, som vil gøre brug af Mii-funktionen, så man kan bruge dem i spillet. I fremtiden vil andre spil også begynde at bruge dem, og man kunne nemt forestille sig, at de vil integrere sig i hele Wii kulturen.

Når man bringer sin Wii online, kan man have op til 100 venner på ens Wii. Dog fungerer det ikke som Xbox Live, hvor man blot skal sende en anmodning om at være en andens ven. Derimod skal man udveksle Friend Codes, som er et 12 cifret nummer, som hver Wii har. Disse numre skal hver person skrive ind i deres adressebog, og når det så er gjort, bliver det muligt at få ens ven på vennelisten. Systemet er meget trælst, og det fungerer ikke særligt godt.

På nuværende tidspunkt er det endnu usikkert, om hvert spil vil have en unik Friend Code, som på Nintendo DS. Nintendo udtaler selv, at dette ikke vil være tilfældet, men den japanske udgave af Pokemon Battle Revolution gør brug af individuelle Friend Codes, men intet er bekræftet for, hvordan det vil fungere med det europæiske marked.

Men udover at sende beskeder og Miis frem og tilbage til ens venner, så kan man ikke andet på sin Wii, når det kommer til onlinedelen. Der er ikke nogle titler ude i øjeblikket, som understøtter online, men i løbet af 2007 vil titler som Battalion Wars 2 udkomme, og det vil være en af de første onlinetitler til Nintendo Wii.

Men udover onlinetitler så har Wii også en masse andre interessante tiltag i fremtiden. Til februar vil en ny kanal blive introduceret, nemlig News Channel, som vil have de nyeste nyheder klar til dig døgnet rundt.

Og Nintendo har en stor bunke andre kanaler planlagt til fremtiden, men udover kanaler og flere retro spil til Virtual Console så er 2007 også året, hvor vi kan forvente at se det tredje og endelige kapitel i Metroid Prime-sagaen, som har fået undertitlen ”Corruption”. 2007 bliver også året, hvor Mario langt om længe vender tilbage i Super Mario Galaxy, og så er det selvfølgelig også året, hvor Super Smash Brothers Brawl udkommer.

Men det er alt sammen Nintendos egne titler, tredjepartsudviklerne har også en masse interessante titler. Bl.a. kommer der er et helt nyt afsnit af The Sims eksklusivt til Wii samt et eksklusivt kapitel i SSX serien.

Fremtiden for Wii ser rigtig lys ud, og når udviklerne først lærer at tænke i helt nye baner med controlleren, begynder vi at se spil, som ikke vil kunne lade sig gøre på nogen anden konsol.
 
Copyright 2004, 2005, 2006, 2007, 2008 CONSOLE.DK | Politik om personlige oplysninger